Danskernes interesse for at købe ny bolig stiger for tredje måned i træk. I november indhentede danskerne 3.771 lånetilbud til køb af ejerboliger og sommerhuse. Det er 21 pct. flere end for en måned siden, og 55 pct. flere end i november 2022. Region Hovedstaden er det sted i landet, hvor stigningen har været størst. Her blev der i november måned indhentet 1.705 lånetilbud til boligkøb, som er en stigning på 142 pct. i forhold til samme måned sidste år.
”1. januar 2024 træder det nye boligskattesystem i kraft. Det kan være en af årsagerne til, at vi lige nu ser en stigende interesse for boligkøb, som ikke er typisk for november. Med det nye boligskattesystem følger der nemlig en skatterabat, hvis boligskatten stiger, og hvis boligen er overtaget, inden de nye regler træder i kraft i det nye år,” siger Ane Arnth Jensen, viceadministrerende direktør i Finans Danmark, og fortsætter:
”Det er ikke overraskende, at interessen for at få et lånetilbud til boligkøb er steget mest i Region Hovedstaden. Det er særligt ejerlejligheder i København og boliger nord for København, der forventes at få en højere boligskat i 2024, og dermed en potentiel skatterabat, hvis man når at handle inden årsskiftet.”
Selv om interessen for boligkøb har været stigende her mod slutningen af året, er den på et relativt lavt niveau, hvis vi sammenligner med årene før og under corona.
”Selvom der har været en pæn fremgang i antallet af lånetilbud de seneste måneder, er danskernes interesse for boligkøb dog fortsat på et lavere niveau end før og under corona. Selv om renterne og inflationen har stabiliseret sig, er de stadig på et noget højere niveau, end danskerne havde vænnet sig til i årene 2019-2021. Det kan gøre det sværere at have råd til at købe en ny bolig,” siger Ane Arnth Jensen.
Hent statistik