Finans Danmark hilser forslaget velkommen, idet der med forslaget skabes regulatoriske rammer for et sekundært marked for misligholdte lån. I den forbindelse bemærker vi, at området for kreditinstitutters salg af fordringer gennem årene har været begrænset af videregivelsesreglerne i lov om finansiel virksomhed, og vi finder det afgørende, at man i lovforslaget adresserer samspillet mellem de to regelsæt, herunder Finanstilsynets vejledende udtalelse herom fra januar 2020.
Vi foreslår således, at det eksplicit fremgår af lovforslagets bemærkninger, at videregivelse af fortrolige oplysninger efter nærværende lov vil udgøre en berettiget videregivelse af fortrolige oplysninger efter § 117. Vi foreslår i samme forbindelse, at Finanstilsynet laver en undtagelse til § 117, stk. 1, hvorefter der kan videregives oplysninger i forbindelse med salg af misligholdte fordringer omfattet af loven.
Endelig foreslår Finans Danmark en række præciseringer med henblik på at tydeliggøre lovens forpligtelser i forhold til kreditinstitutter. Det gælder bl.a. i forhold til samspillet med lov om inkassovirksomhed.