Nyhed

VIDEO: Arbejdsmiljødag havde fokus på digital chikane og samarbejdsrelationer

Ledere, HR-medarbejdere og medarbejderrepræsentanter fra hele finanssektoren deltog mandag i Finanssektorens Arbejdsmiljødag 2020 i København. Se videoreportage fra dagen i artiklen.

Der var oplæg om, hvordan arbejdspladsen kan udvikle stærke fællesskaber, og om hvordan ledere og medarbejdere kan håndtere og forebygge digital chikane. Der var undervisning i fysiske øvelser, som styrker musklerne, og øvelser der styrker samarbejdsrelationerne. Og der var erfaringsudveksling, da ledere, HR-medarbejdere og medarbejderrepræsentanter fra alle hjørner af finanssektoren deltog i Finanssektorens Arbejdsmiljødag 2020.

”Styrken ved Finanssektorens Arbejdsmiljødag er, at vi i sektoren mødes på tværs af virksomheder og funktioner og i fællesskab bliver klogere på ny viden indenfor arbejdsmiljøarbejdet. På den måde får ledere og medarbejdere fælles inspiration,” siger Mariane Dissing, adm. direktør i FA.

Artiklen fortsætter efter videoen

Stor succes

Det er tredje år i træk, at Forsikringsforbundet, Finansforbundet og Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) i regi af BFA-Finans arrangerer Finanssektorens Arbejdsmiljødag.

Igen i år var arbejdsmiljødagen et så stort tilløbsstykke, at arrangørerne havde valgt at holde to identiske konferencer, en vest og en øst for Storebælt.

”Den store interesse viser, at arbejdsmiljøarbejdet bliver taget seriøst i sektoren. Det er dog helt afgørende for konferencens succes, at deltagerne får konkret viden med hjem, som de kan bruge i virksomhedens arbejdsmiljøindsats. Det, synes jeg, er lykkedes igen i år,” siger Mariane Dissing.

Samlet set deltog 375 ledere, HR-medarbejdere og medarbejderrepræsentanter i Finanssektorens Arbejdsmiljødag 2020, der kan tælle med som en del af den supplerende arbejdsmiljøuddannelse.

Programmet for Finanssektorens Arbejdsmiljødag 2020

Konferencens program var igen i år en blanding mellem oplæg og summeøvelser ved bordene. Oplæggene var:

Stærke arbejdsfællesskaber – en vej til bedre trivsel
v/ Katrine Brenner, organisationskonsulent, Arbejdsmiljø København og Mads Kristoffer Lund, udviklingskonsulent, Arbejdsmiljøsekretariatet

Motion og bevægelse i arbejdsdagen – godt for både krop og sjæl
v/Lars Andersen, professor og ph.d., Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø

Hængt ud på nettet – når medarbejderen chikaneres digitalt
v/ Abelone Glahn, forfatter og kommunikationsrådgiver

Udgivet d. 21.1.2020

Nøgleord