Afgørelse Medlemsservice

Statistik var ikke nok - ingen aldersdiskrimination ved opsigelse

Østre Landsret: Det var ikke aldersdiskrimination, at to medarbejdere i Moderniseringsstyrelsen blev opsagt på grund af nedskæringer. Statistikken var ikke bevis nok.

Sagen

Østre Landsret har den 23. januar 2015 afsagt dom i en sag om forskelsbehandling på grund af alder.

Moderniseringsstyrelsen (det tidligere Personalestyrelsen), som er statens center for personalejura og personalepolitik, opsagde i juni 2011 fem medarbejdere grundet reducerede bevillinger og deraf følgende nedskæringer. Før opsigelserne formulerede styrelsen en række kriterier for udvælgelsen af de medarbejdere, som bedst kunne undværes. Blandt kriterierne var medarbejdernes faglige og personlige kvalifikationer samt kvaliteten af opgavevaretagelsen. De fem medarbejdere, som endte med at blive opsagt, var alle mellem 53 og 65 år, mens gennemsnitsalderen for de øvrige medarbejdere var 41,8 år.

Forud for opsigelserne var det på et chefmøde blevet drøftet, om den aldersmæssige fordeling af de påtænkt opsagte medarbejdere gav anledning til ændringer, hvilket mødedeltagerne konkluderede ville være usagligt.

To af medarbejderne på hhv. 55 og 58 indbragte afskedigelserne for Ligebehandlingsnævnet, som den 15. november 2012 traf afgørelse og tilkendte dem en godtgørelse, der skønsmæssigt blev fastsat til 385.000 kr. henholdsvis 300.000 kr.

To af nævnets tre medlemmer vurderede, at klagerne havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at de ved afskedigelsen var blevet udsat for forskelsbehandling, da styrelsen afskedigede fem medarbejdere i aldersgruppen 53 – 65 år. De mente derfor, at bevisbyrden blev skubbet over på Moderniseringsstyrelsen efter forskelsbehandlingslovens § 7a. Flertallet mente ikke, at styrelsen havde løftet bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket.

Styrelsen ville imidlertid ikke acceptere Ligebehandlingsnævnets afgørelse, og sagen endte i Østre Landsret, hvor Ligebehandlingsnævnet førte sagen som mandatar for de to medarbejdere.

Modsat Ligebehandlingsnævnet kom Østre Landsret frem til, at der i sagen ikke var påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at der var udøvet forskelsbehandling i strid med forskelsbehandlingsloven. Landsretten henviste til, at nævnet alene havde henvist til den aldersmæssige fordeling af de afskedigede medarbejdere til støtte for, at Moderniseringsstyrelsen skulle have tillagt medarbejdernes alder betydning ved opsigelserne. Der var imidlertid ikke peget på andre forhold, der indikerede, at styrelsen helt eller delvist skulle have tillagt medarbejdernes alder en betydning.

Landsretten henviste til, at der var et betydeligt antal medarbejdere i styrelsen, der var ældre end de to medarbejdere, men som ikke blev opsagt. Landsretten henviste også til, at det af et referat fra et chefmøde i styrelsen fremgik, at ledelsen afviste at ændre den aldersmæssige fordeling, da man fandt det usagligt og i strid med de kriterier, der var stillet op.

Derfor havde medarbejderne ikke påvist faktiske omstændigheder, der tydede på, at opsigelserne var sket på grund af alder.

Dommen viser

Dommen kan ses som udtryk for, at den aldersmæssige profil på opsagte medarbejdere, hhv. de ikke-opsagte medarbejdere, ikke nødvendigvis i sig selv udgør en faktisk omstændighed, der giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling i strid med forskelsbehandlingsloven. Selvom der i gruppen af opsagte er flere i samme alderskategori, fx 50-60 år, skal der normalt noget mere til, førend medarbejderen har løftet sin del af bevisbyrden efter forskelsbehandlingslovens § 7a.

Dommen betyder dog ikke, at virksomhederne ikke skal være opmærksomme på, hvordan aldersfordelingen ser ud blandt de opsagte, hhv. ikke-opsagte.

Derudover viser dommen, at det er vigtigt, at arbejdsgiveren har udarbejdet/aftalt et sæt kriterier for, hvilke medarbejderne der bedst kan undværes, og at disse kriterier også følges.

Udgivet d. 27.1.2015