Nyhed

Rekordsøgning til finansøkonomuddannelsen

Antallet af uddannelsessøgende, der har sat deres førsteprioritetskryds ved finansøkonomuddannelsen, er steget med 24 procent i år forhold til sidste år, viser tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet.

I år har 94.604 unge søgt ind på en videregående uddannelse. I forhold til sidste år er det en stigning på syv procent.

En af de uddannelser, der har oplevet den absolutte største stigning i antallet af førsteprioritetsansøgere, er finansøkonomuddannelsen.

I år har 2.296 ansøgere søgt ind på uddannelsen som deres førsteprioritet.

Det er en stigning på 24 procent i forhold til sidste år, viser tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet

Udviklingen glæder Mariane Dissing, adm. direktør i Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA).

”Det er en uddannelse, som giver mange karrieremuligheder i finanssektoren, fordi uddannelsens indhold og virksomhedernes behov i høj grad matcher hinanden. Jeg er ikke i tvivl om, at hovedparten af finansøkonomerne vil finde beskæftigelse i vores medlemsvirksomheder,” siger Mariane Dissing.  

Med de 2.296 ansøgere lander finansøkonomuddannelsen som årets 12. mest søgte videregående uddannelse målt på førsteprioritetsansøgere. Listen tæller både korte, mellemlange og lange videregående uddannelser.

 

Udgivet d. 1.7.2020

Nøgleord