Nyhed

Regeringen vil målrette Arbejdstilsynets indsats

I et nyt lovforslag foreslår regeringen, at Arbejdstilsynet fremover skal rette sit fokus mod brancher, hvor risikoen for dårligt arbejdsmiljø er størst. ”Sund fornuft,” lyder reaktionen fra Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA).

Tirsdag fremsatte regeringen et lovforslag, der skal målrette Arbejdstilsynets indsats mod de virksomheder, der har de fleste og mest alvorlige arbejdsmiljøproblemer.

Samtidig foreslår regeringen, at der skrues op for bødeniveauet til de virksomheder, der begår grove overtrædelser af arbejdsmiljøloven.

I Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) møder lovforslaget ros.

”I praksis vil det betyde, at Arbejdstilsynet målretter deres ressourcer mod virksomheder og brancher, som enten ikke kan eller ikke vil leve op til arbejdsmiljøreglerne, mens virksomheder, der overholder lovgivningen, vil blive sparet for en række overflødige og ressourcekrævende tilsynsbesøg. Det hilser vi velkomment,” siger Mariane Dissing, adm. direktør i FA.

Mariane Dissing understreger, at lovforslaget, hvis det bliver til virkelighed, vil betyde færre tilsynsbesøg i finanssektoren, mens de forhøjede bødeniveauer ikke får betydning for sektoren.

Lovforslag er en del af udmøntningen af den brede politiske aftale fra april 2019 om en ny og forbedret arbejdsmiljøindsats.

Lovforslaget forventes vedtaget inden jul, og initiativerne vil træde i kraft i de kommende år.

Læs mere på Beskæftigelsesministeriets hjemmeside.


 

Udgivet d. 20.11.2019