Nyhed

Regeringen vil lette rekrutteringen af udenlandsk arbejdskraft

I et nyt udspil vil regeringen gør det lettere for danske virksomheder at tiltrække og ansætte udenlandsk arbejdskraft. Bliver udspillet til virkelighed, er det godt nyt for finanssektoren, lyder det fra Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA).

Regeringen foreslår i et nyt udspil, at beløbsgrænsen for arbejdskraft fra en række udvalgte lande skal sænkes fra de nuværende 418.000 kroner til 330.000 kroner.

”I en tid med pres på arbejdsmarkedet skal vi sætte alle sejl ind for at sikre kvalificeret arbejdskraft til virksomheder i hele landet. Ellers ender vi i en situation, som vi absolut ikke må ende i, hvor virksomheder siger nej til ordrer, og vi mister danske arbejdspladser. Regeringen lancerer derfor et udspil, der skal gøre det lettere for virksomhederne at få kvalificeret arbejdskraft fra udlandet,” siger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) i en pressemeddelelse.

Forslag vil lette rekrutteringen

I Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) er adm. direktør Mariane Dissing ikke i tvivl om, at en lavere beløbsgrænse vil løse nogle af finanssektorens rekrutteringsudfordringer:

”Specielt it-medarbejdere er der mangel på i finanssektoren. Derfor har vi foreslået, at beløbsgrænsen sænkes til 385.000 kroner om året, hvilket svarer til den laveste overenskomstbestemte lønsats for it-udviklere i finanssektoren,” siger Mariane Dissing.

Tal fra FA viser, at 31 procent af finansvirksomhederne oplever udfordringer med at rekruttere og fastholde it-medarbejdere, mens det samme er tilfældet for 26 procent af virksomhederne, når det kommer til compliancemedarbejdere.

I dag er der i finanssektoren ansat 245 medarbejdere på beløbsordningen. Det antal vil stige, hvis regeringen kommer igennem med sit forslag, mener Mariane Dissing:

”Der er ingen tvivl om, at hvis regeringens udspil bliver til virkelighed, så letter det finanssektorens rekruttering af udenlandsk arbejdskraft, og vi vil se, at virksomheder i sektoren i højere grad vil rekruttere internationalt, når de ikke kan finde arbejdskraften herhjemme.”

Lavere beløbsgrænse er ikke nok

Mariane Dissing fremhæver dog, at en nedsættelse af beløbsgrænsen ikke løser alle de udfordringer, som virksomheder i finanssektoren oplever, når de rekrutterer internationalt.

”Det er forbundet med tungt bureaukrati at rekruttere medarbejdere udenfor EU, hvilket er en betydelig og fordyrende hæmsko for vores medlemsvirksomheder. Jeg synes ikke, at regeringen gør op med alle de bureaukratiske regler, selvom der bestemt er gode takter i udspillet,” siger Mariane Dissing.  

Læs regeringens udspil

 

Udgivet d. 3.10.2018