Nyhed

Regeringen lancerer sporskifte-kampagne målrettet nedslidningstruede medarbejdere

Ny kampagne skal gøre virksomheder opmærksomme på, at de kan modtage økonomisk støtte til omskoling af nedslidningstruede medarbejdere.

En ny kampagne fra regeringen skal gøre landets virksomheder og deres ansatte opmærksomme på, at virksomheder kan få dækket udgifter til omskoling af nedslidningstruede ansatte til mindre belastende job.

Læs også: Ny fond giver muligheder for gratis efteruddannelse af faglærte 

Ordningen hedder ”Sporskifteordningen” og er et resultat af trepartsaftalen om styrket og fleksibel voksen-, efter- og videreuddannelse, som regeringen indgik med Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) og de øvrige parter på arbejdsmarkedet i oktober 2017.

Konkret giver ordningen mulighed for, at virksomheder kan få op til 120.000 kroner i støtte til, at en medarbejder, der er i risiko for at blive nedslidt på grund af psykisk eller fysisk belastet arbejde, kan skifte job eller branche.

Læs også: Reaktion på trepartsaftale om voksen-, efter- og videreuddannelse 

Pengene går til at dække diverse kursusudgifter og løn til medarbejderen under uddannelsen, der må vare op til 40 dage.

Der er i alt afsat 100 millioner kroner til ordningen, som løber over fire år.

Omdrejningspunktet for regeringens kampagne er kampagnesitet Skiftspor.nu, hvor virksomheder og medarbejdere kan finde gode råd og viden om sporskifteordningen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Udgivet d. 5.2.2019