Nyhed

Nyt udspil: Sådan styrker vi jobskabelsen i finanssektoren

I et nyt udspil giver fem organisationer deres fælles bud på, hvordan den teknologiske udvikling på det finansielle digitale arbejdsmarked fortsat kan veksles til vækst og jobskabelse.

Finans Danmark, Finansforbundet, DI Digital, Copenhagen Fintech og Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) lancerer i dag udspillet ”Fem konkrete forslag til fremtidssikring af det finansielle arbejdsmarked”.

Udspillet giver en række bud på, hvilke politiske tiltag, der er nødvendige for at sikre en optimal jobskabelse på det digitale finansielle arbejdsmarked.

”Teknologiske landvindinger har de seneste år skabt en lang række nye jobfunktioner i finanssektoren. Specielt på it-området har vi oplevet en markant jobskabelse. Hvis vi fortsat skal udnytte udviklingen til at skabe flere jobs, er det nødvendigt med politiske tiltag. Det er netop de tiltag, vi giver opskriften på i vores udspil,” siger Mariane Dissing, adm. direktør i FA.

Udspillet indeholder flere konkrete forslag til, hvordan arbejdsstyrken kan sikres de kompetencer, der matcher det finansielle arbejdsmarkeds behov nu og i fremtiden.   

”Grundlæggende handler forslagene om, at undervisningen i digitale kompetencer skal styrkes fra folkeskolen til de videregående uddannelser og i efteruddannelsesindsatsen. Det gælder også, når det kommer til kompetencer indenfor cybersikkerhed. Og så mener vi, at fintech skal gøres til en dansk styrkeposition, fordi der er et stort potentiale for jobskabelse i fintechmiljøet,” siger Mariane Dissing.

Artiklen fortsætter under boksen

Fem konkrete forslag til fremtidssikring af det finansielle arbejdsmarked

1.     Adgang til øget udbud af efteruddannelse i forhold til digitale kompetencer

2.     Flere it-specialister skal uddannes på universiteterne

3.     Mere it i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne

4.     Styrkelse af cyberkompetencer

5.     Fintech som styrkeposition i hele Danmark.

De fem forslag præsenteres onsdag eftermiddag en konference i Finanssektorens Hus i København.

Ved konferencen vil der være en paneldebat, hvor Torsten Schack Pedersen (V), Thomas Jensen (S) og Henrik Dahl (LA) vil forholde sig til organisationernes fem forslag.

 

Udgivet d. 6.12.2017