Nyhed

Ny undersøgelse: Danskere ønsker flere hjemmearbejdsdage

Mere end hver tredje dansker ønsker at øge antallet af hjemmearbejdsdage i kølvandet på corona-nedlukningen, viser ny undersøgelse.

Corona-nedlukningen har øget danskernes lyst til at arbejde hjemmefra.

Det viser en ny undersøgelse, som Voxmeter har gennemført for Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA).

Ifølge undersøgelsen ønsker hver tredje dansker flere hjemmearbejdsdage efter den gradvise genåbning, end de havde inden nedlukningen.

”Aldrig har så mange danskere arbejdet hjemme i så lang en periode, som under corona-nedlukningen. På den måde er nedlukningen indirekte et stort eksperiment for hjemmearbejde, som både medarbejdere og virksomheder kan trække læring ud af, ” siger Mariane Dissing, adm. direktør i FA.

”Hjemmearbejde gør vores arbejdsmarked mere fleksibelt, fordi rummet for, hvor arbejdsopgaverne skal løses, bliver udvidet. Det er en positiv udvikling, der skaber øget fleksibilitet for virksomhederne, og som gør det lettere for medarbejderne at få enderne mellem privat- og arbejdsliv til mødes,” fortsætter Mariane Dissing.

I undersøgelsen bliver danskerne også spurgt til, hvor mange dage de ville arbejde hjemmefra, hvis de selv kunne bestemme. Her svarer hver fjerde, at de ønsker at arbejde hjemme to eller flere dage om ugen.

Artiklen fortsætter efter boksen.

Hovedresultater fra undersøgelsen

34 pct. af danskerne i beskæftigelse ønsker flere hjemmearbejdsdage efter genåbningen, end de havde inden corona-nedlukningen

Det er især danskere i aldersgruppen 35-49 år, der ønsker at øge antallet af hjemmearbejdsdage. Her ønsker 37 pct. flere hjemmearbejdsdage

Hjemmearbejde er mest populært i hovedstadsområdet. Her ønsker 43 pct. flere hjemmearbejdsdage

26 pct. vil gerne arbejde hjemmefra to eller flere dage om ugen efter genåbningen, hvis de selv kan bestemme. Inden nedlukningen arbejde 17 pct. hjemmefra to eller flere dage om ugen.

Andelen af beskæftigede, der ønsker flere hjemmearbejdsdage, er nogenlunde ens for selvstændige (34 pct), offentlige (35 pct) og privatansatte (33 pct)

Nogenlunde lige mange mænd (34 pct) og kvinder (35 pct) ønsker at arbejde mere hjemme

Kilde: Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA)

Regler stikker kæp i hjulet

En bekendtgørelse, som Arbejdstilsynet udstedte i 2003 og som senest er ændret i 2011, kan dog stikke en kæp i hjulet for ønskerne om flere hjemmearbejdsdage.

Bekendtgørelsen betyder nemlig, at arbejdsgivere skal leve op til en række krav, når medarbejderne arbejder hjemmefra mere end en enkelt dag om ugen, den såkaldte 1-dagsregel.

”Ifølge reglerne er arbejdsgiveren ansvarlig for en række forhold, fx bordstørrelse, belysning og skærmtype i medarbejderens private hjem, når medarbejderen arbejder hjemmefra mere end en enkelt dag om ugen. Ansvaret indebærer, at arbejdsgiveren i sidste ende kan få en bøde, hvis forholdene ikke lever op til bekendtgørelsen, og det kan få virksomheder til at holde igen med hjemmearbejde, selvom både de og deres medarbejdere ønsker det,” siger Mariane Dissing.

Bekendtgørelse skal ændres

Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) foreslår derfor, at 1-dagsreglen ændres til en 2-dagsregel.

”Bekendtgørelsen er ikke fulgt med det arbejdsmarked, den skal regulere. Tværtimod stammer reglerne fra en tid, hvor hjemmearbejde var usædvanligt. Sådan er det ikke længere, og derfor giver det god mening at ændre bekendtgørelsen, så den passer til nutidens arbejdsmarked,” siger Mariane Dissing og understreger, at arbejdsgiveren stadig har ansvaret for arbejdsmiljøet, uanset om medarbejderen arbejder hjemme eller ej. 

Konkret er det bekendtgørelse nr. 247 af 2. april 2003, som er ændret ved bekendtgørelse nr. 1073 af 22. november 2011, det drejer sig om.

I alt har 1.069 danskere 18+ deltaget i undersøgelsen, der er gennemført fra 15. maj til 21. maj 2020. Undersøgelsen omfatter kun danskere i beskæftigelse og er repræsentativ for denne gruppe.

Udgivet d. 8.6.2020