Nyhed

Ny rammeoverenskomst på fintech-området

Arbejdsgiverforeningen for Fintech (AF), der er medlem af Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA), har indgået en rammeoverenkomst med Finansforbundet.

Den danske arbejdsgiverforening for fintech-virksomheder, Arbejdsgiverforeningen for Fintech (AF), har indgået sin første rammeoverenkomst.

”Vi er enormt glade for den nye arbejdsgiverforening og det konstruktive samarbejde, vi har med virksomhederne om forholdene for deres medarbejdere. Der er tale om en branche med både vækst og fremtid i,” siger formand for Finansforbundet Kent Petersen.

“Der er en stor vækst i fintech-sektoren i Danmark, og vi har nået en modenhed, der betyder, at det er vigtigt for mange - både virksomheder og medarbejdere - at få en overenskomst. Det er en vigtig del af den danske model, og vi er meget glade for at være med til at skabe rammerne for at lade fintech-virksomheden blomstre og sikre gode vilkår for vores vigtigste aktiv - vores medarbejdere,” siger Peter Smith, bankdirektør i Lunar.

Arbejdsgiverforeningen består udover Lunar Bank af Nordnet og P27 Nordic Payments Platform.

”Vi har fået en god og helt ny overenskomst for fintech, som tydeligt afspejler, at fintech er en mindre kompleks branche end traditionelle banker. Med den nye fintech-overenskomst får vi en fleksibilitet, som passer til Nordnet. Det har været vigtigt for os,” siger Anne Buchardt, landechef for Nordnet Danmark.

Overenskomsten, der gælder for alle AF’s medlemsvirksomheder med minimum 10 fuldtidsansatte medarbejdere, er indgået med Finansforbundet.

”Vi er meget glade for at være med i den nye organisation for danske fintechs. Sammen med resten af branchen vil vi nu få mulighed for at indgå en overenskomst, som passer til den hurtigtvoksende fintech-branche,” siger Lars Sjögren, CEO for P27.

Arbejdsgiverforeningen for Fintech (AF) er medlemsorganisation hos hovedorganisationen Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA).

Udgivet d. 27.4.2021

Nøgleord