Afgørelse Medlemsservice

Ny dom om handicap og fratrædelsesgodtgørelse

Kvinde med handicap blev ikke afskediget i strid med forskelsbehandlingsloven og havde ikke ret til godtgørelse for forsinket udbetaling af fratrædelsesgodtgørelse

Højesteret har den 12. september 2014 afsagt dom i en sag, der vedrører to aktuelle ansættelsesretlige emner: Afskedigelse på grund af handicap og fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2a.  

Afskedigelse på grund af handicap

Sagens ene spørgsmål var, om kvinden, der måtte anses for handicappet i forskelsbehandlingslovens forstand, var blevet afskediget på grund af sit handicap i strid med loven.

Kvinden var ansat i fleksjob og bl.a. med de skånehensyn, at hun ikke måtte foretage tunge løft, og at hendes arbejdstid var nedsat til 16 timer ugentligt. Hun blev afskediget som følge af en større omstrukturering på psykiatriens område i Region Sjælland.  

De generelle kriterier, som indgik ved Regionens beslutning om, hvilke medarbejdere der måtte afskediges, var blandt andet medarbejdernes faglige såvel som personlige kvalifikationer og opgavevaretagelsen. Kvinden blev valgt som en af dem, der måtte afskediges, da hun på grund af sine skånehensyn ikke kunne medvirke til at fastholde stærke og urolige patienter og ikke kunne arbejde fuld tid eller tæt på fuld tid, hvilket var nødvendigt efter omstruktureringerne.

Ved afgørelsen lagde Højesteret til grund, at kvinden ikke levede op til disse kriterier, og at ingen hensigtsmæssige foranstaltninger, jf. forskelsbehandlingslovens § 2a, kunne afværge afskedigelsen. Højesteret fandt, at kvinden ikke havde været udsat for direkte forskelsbehandling, men at afskedigelseskriterierne havde stillet kvinden ringere end andre personer. Da denne forskelsbehandling imidlertid var begrundet i et sagligt formål, og da afskedigelsen af kvinden var nødvendig for at nå dette formål, var hun heller ikke udsat for indirekte forskelsbehandling i henhold til forskelsbehandlingslovens § 1, stk. 3. Derfor var kvindens rettigheder efter lovens § 2 ikke blevet krænket.

Godtgørelse som følge af forsinket betaling af fratrædelsesgodtgørelse

Det andet spørgsmål angik, om kvinden havde ret til godtgørelse for forsinket udbetaling af fratrædelsesgodtgørelse i henhold til funktionærlovens § 2a.

Ved sin fratræden den 1. maj 2011 modtog kvinden, der havde ret til alderspension fra sin arbejdsgiver, ikke fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2a. Region Sjælland skrev i opsigelsesbrevet, at hun med den aktuelle retsstilling ikke havde krav på fratrædelsesgodtgørelse, men at der verserede sager for domstolene om dette spørgsmål, og at regionen ville rette sig efter disse afgørelser. Region Sjælland udbetalte fratrædelsesgodtgørelsen den 26. januar 2012, dvs. knap 9 måneder efter. 

Kvinden krævede godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven, idet hun mente, at den forsinkede udbetaling af godtgørelse i sig selv var i strid med forskelsbehandlingslovens forbud mod aldersdiskrimination.

Højesteret udtalte, at EU-Domstolens afgørelse i Ole Andersen-sagen fra 2010 (sag C-499/08) medfører, at fratrædelsesgodtgørelse ikke kan nægtes til arbejdstagere, der ved fratræden har ret til arbejdsgiverbetalt alderspension, hvis arbejdstageren har til hensigt at forfølge sin erhvervsmæssige karriere. For den enkelte arbejdsgiver er der derfor anledning til at overveje dommens betydning for udbetaling af fratrædelsesgodtgørelse til arbejdstagere, der ved deres fratræden har ret til alderspension fra arbejdsgiveren.

Højesteret anførte, at adgangen til godtgørelse afhænger af en konkret vurdering - først og fremmest af grovheden af den krænkelse, der har fundet sted. Ud fra den betragtning, at krænkelsen var af forholdsvis begrænset karakter, kom Højesteret derfor frem til, at kvinden ikke havde ret til godtgørelse i medfør af forskelsbehandlingslovens § 7, stk. 1.

Hvad viser dommen?

Dommen demonstrerer, at der ikke foreligger indirekte forskelsbehandling af personer med handicap, når en afskedigelse er begrundet ud fra saglige kriterier, også selvom disse kriterier kan ramme personer med handicap.  

Desuden viser afgørelsen, at der er en bagatelgrænse for, hvad der kan kræves godtgørelse for i medfør af forskelsbehandlingsloven, og at forsinket udbetaling ikke nødvendigvis udgør en selvstændig overtrædelse. Om forsinket udbetaling i sig selv udgør en overtrædelse vil bero på en konkret vurdering af bl.a. forsinkelsens varighed og grundene til, at godtgørelse ikke udbetales med det samme.