Nyhed

KLUMME: Forrest i feltet – men langt fra målstregen

Selv om mænd gennemsnitligt holder barsel i længere tid i finanssektoren, end mænd i andre sektorer gør, er finanssektoren stadig langt fra målet. Det skriver Nadeem Farooq og Mads Skovlund Pedersen, henholdsvis konstitueret adm. direktør og formand i Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA), i en klumme i FinansWatch.

Af: Nadeem Farooq og Mads Skovlund Pedersen, henholdsvis konstitueret adm. direktør og formand i Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA).

Forleden afslørede en dugfrisk opgørelse fra Danmarks Statistik, at fædre i finanssektoren har danmarksrekord i barsel.

Faktisk holder fædre i vores sektor 43 pct. mere barsel end gennemsnittet af fædre på arbejdsmarkedet gør.

Alligevel er vi ikke i mål. Slet ikke. Trods rekorden er vi stadig et godt stykke fra målstregen.

Sandheden er, at kvinder stadig tager langt hovedparten af barslen.

Sandheden er også, at der i vores sektor er forskel fra virksomhed til virksomhed, fra afdeling til afdeling og fra team til team på, hvor meget barsel fædrene holder.

Lad det være sagt med det samme: I sidste ende er det naturligvis den enkelte families valg, hvordan de fordeler barslen mellem mor og far.

Det skal vi som arbejdsgivere ikke blande os i.

Til gengæld skal vi sikre, at familierne har mulighed for at tage et reelt valg.

I finanssektoren har vi aftalt nogle attraktive barselsvilkår i vores overenskomster bl.a. for at sikre, at familierne kan tage et reelt valg. Men der er også en kulturel dimension, både i virksomhederne og ude i familierne, som kan være en barriere for, hvor stor en del af barslen far tager.

Derfor er det enormt vigtigt, at vi som arbejdsgivere opfordrer nybagte fædre i vores sektor til at gøre brug af mulighederne for barsel.

Det er ganske enkelt vores ansvar at præge kulturen på arbejdspladserne, så fars barsel er helt naturlig.

Og det ansvar skal vi løfte.

I FA er vi bl.a. gået aktivt ind i kampagnen Aktion Fars Orlov, der har som erklæret mål at flytte grænser i samfundet, i virksomhederne og i familierne, så flere mænd tager længere barsel.

Vi er overbeviste om, at det nytter.

Og vi tror, at den øremærkede barsel, som via et EU-direktiv indføres i Danmark, vil skubbe udviklingen videre i den rigtige retning.

Alligevel skal vi i sektoren blive bedre.

Når alt kommer til alt, kan værdien af barsel nemlig ikke overvurderes.

Vi taler af erfaring!

Kilde: FinansWatch, 18. maj 2021

 

Udgivet d. 18.5.2021

Nøgleord