Nyhed

KLUMME: FA-direktør om udfordringer i små filialer: Rekrutteringsudfordringer kan løses

Efter beskrivelse af udfordringer med rekrutteringer til de små bankfilialer stempler Mariane Dissing, adm. direktør i Finanssektorens Arbejdsgiveforening (FA), ind i debatten. Det sker i en klumme i Finanswatch.

Af: Mariane Dissing, adm. direktør i Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA)

Bankerne er udfordret på rekrutteringen til små filialer, skriver FinansWatch den 30. marts 2021. Det skyldes i høj grad, at filialerne har svært ved at tiltrække kvalificerede ansatte til de mindre byer. Flere filialer lukker, fordi det er vanskeligt at skaffe kvalificerede rådgivere og ledere. Det er en reel og vigtig problemstilling, som FinansWatch peger på.

En del af problemstillingen ligger naturligvis i den urbanisering det danske samfund har gennemgået de seneste mange år. Virksomhederne kan selvfølgelig ikke alene dæmme op for urbaniseringens kræfter og et svindende kundegrundlaget, der tvinger filialerne til at lukke.

Men det er ikke det samme som, at man ikke kan gøre noget for at vende udviklingen.

For eksempel har Finanssektorens Arbejdsgiverforening gennemført en række analyser, der peger på, at når der er mulighed for hjemmearbejde en til to dage om ugen, så øger det mobiliteten og dermed også bosætningen og rekrutteringsgrundlaget lokalt. Det kræver så til gengæld, at virksomhederne og medarbejderne understøttes i den fleksibilitet, fx ved at give et skattefradrag til etablering af hjemmekontorer, mv.

Uddannelsespolitik skal understøtte rekrutteringen

Det er naturligvis også klart, at kravene til kompetencer får en afgørende betydning de kommende år.

Den øgede regulering og de stigende krav til finanssektoren stiller krav til, at bankerne kan få velkvalificeret arbejdskraft – også lokalt. Her handler det særligt om, at der er en klar uddannelsespolitik, der understøtter det lokale erhvervsliv, så der også er et rekrutteringsgrundlag på både kort og lang sigt.

Finansuddannelsen er et godt eksempel. Uddannelsen er en vigtig del af fødekæden ind i finanssektoren lokalt. Men den vil kun være det, så længe uddannelsen giver de studerende de nødvendige kompetencer, som finanssektoren har brug for.

I Finanssektorens Arbejdsgiverforening er vi derfor i stigende grad bekymret for, at regeringen holder fast i EUD-reformen fra 2015, hvor den ellers velfungerende 2-årige finansuddannelse står til at blive halveret fra 2023. En halvering som ikke harmonerer med de mange kompetencekrav, der i dag stilles til finanssektoren, bl.a. fra EU og Folketinget.

I stedet for at udvande uddannelserne, skal vi styrke dem – i tæt dialog med erhvervslivet.

Det gode ved finansuddannelsen er netop, at den er karakteriseret ved, at den er lokalt forankret. Det betyder, at uddannelsen medvirker til at understøtte de faktorer, der kan fastholde et lokalt arbejdsmarked - og dermed understøtter bosætning uden for de store byer og udviklingen af landdistrikter, mv.

Når alt kommer til alt, så handler det i sidste ende jo også om kundegrundlaget. Finanssektoren kan understøtte fleksibilitet og mobilitet - og finanssektoren kan tilbyde spændende og meningsfulde job og karrieremuligheder. Men det er regeringen og Folketinget, der gennem en attraktiv erhvervs- og uddannelsespolitik kan vende udviklingen og gøre det attraktivt igen at bo uden for de store byer.

Udgivet d. 31.3.2021