Afgørelse Medlemsservice

Ingen godtgørelse til farveblind sømand

En farveblind skibsassistent var omfattet af forskelsbehandlingslovens handicapbegreb, men opsigelse af ham var ikke i strid med loven. Det skyldes, at de foranstaltninger, som kunne afhjælpe hans handicap, ville pålægge arbejdsgiveren en uforholdsmæssig stor byrde.

Sø- og Handelsretten har den 22. december 2014 afsagt dom i en sag, hvor en farveblind skibsassistent mente sig opsagt i strid med forskelsbehandlingslovens forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap.

Den opsagte skibsassistent havde i forbindelse med sin ansættelse i rederiet i 2011 gennemgået et lægetjek. Her blev det konkluderet, at han var egnet til skibstjeneste, men ikke til udkigstjeneste på grund af farveblindhed. I forbindelse med en lanterneprøve i 2012 kom en anden læge til samme konklusion. Kort tid herefter blev skibsassistenten opsagt med den begrundelse, at han på grund af sin farveblindhed ikke kunne opfylde bemandingskravet til det bugserskib, hvor han var skibsassistent.

Dommen

Sø- og Handelsretten fandt, at sagsøger var handicappet i forskelsbehandlingslovens og beskæftigelsesdirektivets forstand. Retten lagde navnlig vægt på, at sagsøgeren led af en uhelbredelig, lægeligt diagnosticeret lidelse, som hindrede ham i at deltage fuldt og effektivt i arbejdslivet på lige fod med andre. Selvom farveblindhed for de fleste medarbejdere ikke får betydning for deres arbejde, gælder der særlige regler for visse stillinger, herunder bestridelse af udkigstjenester, hvor det er vigtigt at kunne skelne mellem forskellige farver.

Det følger af forskelsbehandlingslovens § 2 a, at arbejdsgiveren har pligt til at træffe hensigtsmæssige foranstaltninger med henblik på at sikre medarbejderens fortsatte ansættelse. Det er også et krav, at disse foranstaltninger ikke pålægger arbejdsgiveren en uforholdsmæssig stor byrde.

Retten fandt, at den eneste reelle afhjælpningsmulighed, der kunne sikre skibsassistentens fortsatte ansættelse, var at ansætte endnu en skibsassistent til at være på havet samtidig med den farveblinde skibsassistent. En sådan foranstaltning ville imidlertid pålægge arbejdsgiveren en uforholdsmæssig stor byrde, og opsigelsen var derfor saglig. Retten lagde i den forbindelse vægt på, at der var tale om en virksomhed med få ansatte og et meget specialiseret forretningsområde, hvorfor alle skibsassistenter skulle kunne udføre udkigstjeneste.

Arbejdsgiveren blev herefter frifundet for kravet om godtgørelse for opsigelse i strid med forskelsbehandlingsloven.

Hvad viser dommen?

Dommen er endnu et eksempel på, at vurderingen af, om der foreligger et handicap, skal foretages ud fra den konkrete stilling, medarbejderen har. Det betyder, at visse lidelser, som for de fleste vil være uden betydning for deres arbejde, alligevel kan få konkret betydning i relation til særlige stillingskrav.

Dommen illustrerer også princippet i forskelsbehandlingslovens § 2 a om, at arbejdsgiverens pligt til at træffe hensigtsmæssige foranstaltninger for at beholde personer med handicap på arbejdspladsen kun går dertil, hvor arbejdsgiveren ikke pålægges en uforholdsmæssig stor byrde. Konkret skulle arbejdsgiveren reelt ansætte en anden person til at udføre en ikke-uvæsentlig del af den handicappede medarbejders opgaver, nemlig at udføre udkigstjeneste, og det var arbejdsgiveren ikke forpligtet til.

FA har fået oplyst, at dommen ikke vil blive anket.

Udgivet d. 27.2.2015