Nyhed

Giv medarbejderne et gratis løft af deres digitale kompetencer

Via partnerskabet KomDigital kan ledere og medarbejdere i finansvirksomheder få et gratis løft af deres digitale kompetencer.

Virksomheder i Region Hovedstaden med højest 250 medarbejdere kan kvit og frit få et målrettet udviklingsforløb, der løfter medarbejdernes digitale kompetencer.

Spørgsmål

Medlemsvirksomheder, der har spørgsmål eller ønsker at vide mere, er velkommen til at kontakte Lars Djernæs, chefkonsulent i FA, via mail ldj@fanet.dk.

Det er partnerskabet KomDigital, som Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) er medlem af, der står bag tilbuddet.

”Udviklingsforløbene er teambaserede, praksisnære og skræddersyede til den enkelte virksomheds behov. Opskriften er, at KomDigital og den enkelte virksomhed i fællesskab tilrettelægger forløbet, så vi sikrer, at virksomheden får et optimalt udbytte,” forklarer Lars Djernæs, chefkonsulent i FA.

Mulighederne spænder bredt fra kompetenceforløb i fx AI, Machine Learning, Predictive Analysis, Blockchain, UX/Design Thinking, IoT eller Big Data.

”Det er også muligt at tilrettelægge forløb, der er en kombination af flere områder. Mulighederne er mange, og forløbene kan målrettes såvel tech-specialister som ledere og medarbejdere,” understreger Lars Djernæs.

Projektet er støttet af EU's Socialfond.

Læs mere om KomDigitals forløb målrettet finansvirksomheder.

Dispensation

Selvom der er forskellige kriterier for at deltage i et udviklingsforløb i regi af KomDigital, fx skal virksomhederne have hjemme i Region Hovedstaden og maximalt havde 250 medarbejdere pr. CVR-nummer, så er det muligt at få dispensation.

Konkret skal virksomheder, der ønsker et kompetenceudviklingsforløb, svare på et spørgeskema fra KomDigital. Hvis svarene viser, at KomDigital kan hjælpe virksomheden, vil virksomhedens behov blive afdækket ved dialogmøder med KomDigital.

Dernæst tilrettelægges et matchende kompetenceudviklingsforløb. Selve forløbet vil typisk bestå af to til tre workshops på i alt op til 100 timer, hvor virksomheden deltager med et team bestående af minimum en leder og fire nøglemedarbejdere.     

Udgivet d. 21.2.2020