Nyhed

Gå-hjem-møde om krænkelser udskydes

Finansforbundet, Forsikringsforbundet og Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) udskyder fælles gå-hjem-møde om krænkende handlinger til 2019.

Gå-hjem-mødet om krænkelser, som skulle være holdt i Finanssektorens Hus 18. december, bliver rykket til det nye år.

Det oplyser Finansforbundet, Forsikringsforbundet og Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA), som i fællesskab har arrangeret mødet.

Gå-hjem-mødet udspringer af, at Arbejdstilsynet i november strammede reglerne for krænkende handlinger ved at ændre i bekendtgørelsen for arbejdets udførelse.

Men den vejledning, som skal guide virksomheder og medarbejdere i de ændrede regler, er endnu ikke på plads. Og det er den direkte årsag til, at gå-hjem-mødet udskydes, fortæller Hans Jørgen Steffensen, arbejdsmiljøchef i FA.

”Det centrale punkt på gå-hjem-mødet er en gennemgang fra Arbejdstilsynet af den nye vejledning. Nu tyder alt på, at vejledningen ikke falder på plads på denne side af jul. Derfor giver det bedst mening at rykke mødet til det nye år,” siger han.

Alle, der har tilmeldt sig gå-hjem-mødet, modtager i dag en mail om, at arrangementet bliver rykket til 2019. Samme gruppe modtager også en mail, når en ny dato er på plads.   

Udgivet d. 13.12.2018

Nøgleord