Nyhed

Future Work Lab åbner op for udviklingsforløb

Som led i finanssektorens fælles projekt ’Future Work Lab’ er det nu muligt for FA’s medlemsvirksomheder at få et skræddersyet forløb, der gør virksomheden klogere på, hvordan medarbejdernes mentale sundhed kan styrkes.

’Future Work Lab’ er et fælles projekt mellem Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA), Forsikringsforbundet og Finansforbundet.

Projektet er primært finansieret af Velliv Foreningen og skal skabe ny viden om mental sundhed på digitale arbejdspladser. Det skal bl.a. ske ved at gennemføre 10 såkaldte Work Labs i finansielle virksomheder i løbet af de kommende tre år.

Læs også: Nyt projekt zoomer ind på mental sundhed i et digitalt arbejdsliv

Et Work Lab er et udviklingsforløb i den enkelte virksomhed, hvori repræsentanter fra både ledelse og medarbejdere deltager.

Konkret skal virksomheden, som led i udviklingsforløbet, afprøve forskellige tiltag, der kan styrke den mentale sundhed på arbejdspladsen. Det kan eksempelvis være nye teknologier, nye former for organisering af arbejdet eller nye former for arbejdspladsindretning.   

Udviklingsforløbene, der bliver tilpasset hver enkel virksomhed, er faciliteret af konsulenter og understøttet af eksperter. Det er derfor gratis for virksomhederne at deltage, når der ses bort fra egne medarbejderressourcer.

Læs også: Ledige pladser på konference om mental sundhed

I løbet af efteråret åbner partnerne bag Future Work Lab en fælles hjemmeside om projektet, hvor virksomheder og tillidsvalgte kan hente mere information, men allerede nu er det muligt at få en indledende samtale om et eventuelt udviklingsforløb.

Virksomheder, der er interesseret i at deltage i et udviklingsforløb eller som har spørgsmål, kan kontakte Hans Jørgen Steffensen, arbejdsmiljøchef i FA, på hjs@fanet.dk

 

Udgivet d. 11.9.2019