Afgørelse Medlemsservice

Fravær og bortvisning

Efter mere end to måneders fravær var medarbejderens datters sygdom ikke så akut, at det gav beskyttelse efter familiefraværsloven. Men bortvisningen var uberettiget

Højesteret har afsagt dom i en sag om bortvisning og fravær på grund af barns sygdom. En lagerforvalter udeblev fra arbejde i lange perioder i 2006 og 2007. Det skyldtes, at hans datter havde psykiske problemer, der gjorde skolestarten for hende svær. Arbejdsgiveren accepterede fraværet.

I februar 2007 opsagde arbejdsgiveren lagerforvalteren. Ifølge opsigelsen skulle lagerforvalteren møde på arbejde i opsigelsesperioden. Det gjorde han ikke, og han blev bortvist.

Højesteret slog fast, at retten til fravær af særlige familiemæssige årsager kun gælder fravær af akut karakter. Lagerforvalterens datters sygdom havde ikke denne akutte karakter, og var derfor ikke omfattet af loven. Højesteret lagde vægt på, at lagerforvalteren allerede havde været fraværende i længere tid - herunder to hele måneder. Højesteret frifandt derfor arbejdsgiveren for kravet om godtgørelse efter lov om lønmodtageres ret til fravær fra arbejde af særlige familiemæssige årsager.

Men da arbejdsgiveren tidligere havde accepteret lagerforvalterens betydelige fravær, burde det fremgå af opsigelsen, at fravær kunne medføre bortvisning. Bortvisningen var derfor ikke berettiget, og arbejdsgiveren måtte betale løn og feriepenge i opsigelsesperioden.

Dommen viser, at fravær skal skyldes akutte forhold for at være omfattet af lov om lønmodtageres ret til fravær fra arbejde af særlige familiemæssige årsager. Dommen bekræfter også, at selv betydeligt fravær ikke er tilstrækkelig grund til bortvisning, hvis arbejdsgiveren tidligere har accepteret dette fravær, og ikke har gjort det klart for medarbejderen, at manglende fremmøde vil betyde bortvisning.

Dommen er refereret i UfR 2011.1355H

Udgivet d. 10.8.2011