Afgørelse Medlemsservice

Fratræden uden ret til forholdsmæssig bonus

Fastholdelsesbonus var præmiering for at forblive i virksomheden og ikke vederlag

En ny dom fra Højesteret fastslår, at en medarbejder, som selv opsagde sin stilling, ikke havde ret til forholdsmæssig del af en fastholdelsesbonus. Højesteret sagde, at fastholdelsesbonussen grundet helt specielle omstændigheder ikke var omfattet af funktionærlovens § 17a.

I forbindelse med en fusion af fire elselskaber og for at undgå, at nogle ansatte fratrådte deres stillinger før 30. juni 2008, hvilket var afgørende for forsyningssikkerheden, blev der mellem selskabet og de ansatte indgået en fastholdelsesaftale, som i rater gav de ansatte en fastholdelsesbonus på 12 mdrs. løn. 2 mdrs. løn den 30. juni 2006, 4 mdrs. løn den 30. juni 2007 og 6 mdrs. løn den 30. juni 2008.

Det var en udtrykkelig betingelse for betaling af fastholdelsesbonussen, at de ansatte var ansat på fuld tid indtil henholdsvis den 30. juni 2006, den 30. juni 2007 samt den 30. juni 2008. Såfremt de blev opsagt af selskabet, var de berettigede til en forholdsmæssig andel.

Den konkrete sag drejede sig om en civilingeniør, som opsagde sin stilling til fratræden med udgangen af februar 2008 og som mente sig berettiget til en forholdsmæssig andel af hele fastholdelsesbonussen, svarende til 26/30, idet han havde arbejdet hos selskabet i 26 måneder af fastholdelsesperioden på 30 måneder.

Højesteret afgjorde sagen til selskabets fordel. Retten sagde, at den ansatte ikke kunne have haft en forventning om, at han i tilfælde af, at han opsagde sin stilling til fratræden forud for de i aftalen angivne tidspunkter, havde krav på at få en forholdsmæssig andel af det bonusbeløb, der ville være kommet til udbetaling.

Om den ansatte kunne gøre krav på yderligere fastholdelsesbonus beroede alene på, om et krav kunne støttes på funktionærlovens § 17 a, stk. 1.

Her lagde Højesteret vægt på, at det på baggrund af sagens helt specielle omstændigheder måtte lægges til grund, at fastholdelsesbonussen alene var en præmiering af medarbejderen for at forblive i sin stilling indtil udgangen af juni 2008, men ikke vederlæggelse for udførelses af arbejde på samme måde som løn.

Derfor var kravet ikke omfattet af funktionærlovens regler i § 17a.

Højesterets dom blev afsagt med dissens fra én dommer og Sø-og Handelseretten kom til et modsat resultat.

Dommens henvisning til "sagens helt særlige omstændigheder" efterlader den opfattelse, at enhver bonus, som benævnes fastholdelsesbonus, ikke kan forventes undtaget fra funktionærlovens § 17a. Dommen giver dog en ikke ubetydelig usikkerhed om, hvor grænserne skal drages i fremtiden.

Udgivet d. 1.2.2012