Nyhed

Folketinget udskriver 210 millioner kroner til ekstra studiepladser

Alle Folketingets partier er enige om at tilføre de videregående uddannelser et ekstraordinært COVID-særtilskud til at oprette 4.500 ekstra studiepladser. ”Fornuftigt,” lyder det fra Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA).

De videregående uddannelser vil modtage et ekstraordinært COVID-særtilskud til oprettelse af 4.500 ekstra studiepladser.

Det har et enigt Folketing besluttet.

I Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) kalder adm. direktør, Mariane Dissing, beslutningen for ’fornuftig’.

”Det er fornuftigt og fremsynet, at Folketinget prioriterer ekstra uddannelsespladser indenfor områder, der bidrager til at skabe økonomisk vækst og som understøtter den grønne omstilling, og hvor der er gode jobmuligheder. Det kan jeg godt forstå, at alle partier er med på,” siger Mariane Dissing.        

Konkret vil uddannelserne modtage i alt 165 millioner kroner i særtilskud til at oprette 4.500 ekstra pladser i 2020 og 2021.

Udover de ekstra studiepladser på de videregående uddannelser ønsker partierne at oprette 500 nye pladser på velfærdsuddannelserne.

Dermed er ambitionen 5.000 ekstra studiepladser i alt.

Folketinget har prioriteret 210 millioner kroner til den samlede indsats.

Udgivet d. 11.6.2020

Nøgleord