Nyhed

Flere og flere ikke-vestlige efterkommere finder job i finanssektoren

Flere og flere ikke-vestlige efterkommere finder ansættelse på det finansielle arbejdsmarked. Alene fra 2014 til 2015 steg antallet af ansatte, der er ikke-vestlige efterkommere, med 15 procent i landets banker. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Flere og flere ikke-vestlige efterkommere finder job i finanssektoren. Alene fra 2014 til 2015 steg antallet af efterkommere med ikke-vestlig baggrund ansat i banker, med 15 procent fra 268 til 307, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

I Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) er adm. direktør Mariane Dissing glad for udviklingen.

”Det er vigtigt for os som sektor, at vi afspejler det samfund, vi er en del af. Derfor er det selvsagt en udvikling, vi er glade for. Men jeg vil gerne understrege, at der ikke er nogle, som bliver ansat i sektoren, fordi de har ikke-vestlig baggrund, rødt hår eller blå øjne. Det er udelukkende et spørgsmål om faglige og personlige kompetencer,” siger Mariane Dissing.  

I alt er der ansat 829 ikke-vestlige efterkommere i finanssektoren. Et antal, der er steget med 73 procent fra 2010 til 2015, mens det i samme periode kun er steget med 54 procent på resten af arbejdsmarkedet.

Udgivet d. 25.4.2017

Nøgleord