Nyhed

Finansvirksomheder opfordrer til motion i arbejdstiden

Finansvirksomheder over en bred kam indfører ekstra tiltag for at forebygge mentale udfordringer i kølvandet på den ugelange nedlukning.

Mange finansansatte har arbejdet fra privaten siden begyndelsen af december 2020, hvor skærpede coronarestriktioner i første omgang sendte finansansatte i hovedstadsområdet på hjemmearbejde.

Eksempler på tiltag under corona-nedlukningen

Blandt finansvirksomhedernes tiltag er bl.a.:

  • Webinar om tips til indretning af hjemmekontoret
  • Ergoterapeut og motionsvejledning via teams
  • Webinar omkring stresshåndtering ved distance arbejde
  • Særlige site på intranettet med tips til hjemmearbejde
  • Hyppige teamsmøder med information fra ledelsen
  • Opfordring til medarbejderne om at røre sig og holde pauser
  • Virtuelle sociale arrangementer
  • Opfordring til at holde telefonmøder som walk and talk.

Kilde: FA’s medlemsbarometer, januar 2021

Den ugelange periode med permanent hjemmearbejde har fået flere finansvirksomheder til at indføre ekstra tiltag, der skal forebygge ergonomiske og mentale udfordringer hos medarbejderne.

Det viser en undersøgelse, som Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) har foretaget blandt sine medlemsvirksomheder.

”Det er utroligt vigtigt at skelne mellem aftalt hjemmearbejde et par gange om ugen og så hjemmearbejde flere uger i træk som konsekvens af en pandemi. I en normal situation skaber muligheden for hjemmearbejde mere fleksibilitet i hverdagen, og gør det lettere at få enderne mellem arbejds- og privatliv til at mødes,” siger Mariane Dissing, adm. direktør i FA.

Mariane Dissing fortsætter:

”Modsat kan ugevis med hjemmearbejde under en pandemi, som det er tilfældet nu, skabe grobund for mistrivsel og ergonomiske udfordringer hos nogle medarbejdere. Derfor fylder forebyggelse af udfordringer som konsekvens af nedlukningen rigtig meget hos vores medlemsvirksomheder.”

Undersøgelsen viser fx, at 72 procent af virksomhederne opfordrer deres medarbejdere til at røre sig i løbet af arbejdsdagen, fx ved at holde telefonmøder som walk and talk, mens 71 procent af virksomhederne har indført særlige hensyn til bestemte grupper af medarbejdere, fx enlige og nyansatte.

”De nuværende restriktioner betyder, at ikke bare på jobbet, men også i privatlivet, er de fysiske sociale relationer sat på vågeblus. Derfor er udfordringer med mental sundhed meget svære at forebygge fuldstændigt for arbejdsgiverne, der tager situationen meget alvorligt,” siger Mariane Dissing.

Undersøgelsen er gennemført via FA’s kvartalsvise medlemsbarometer og afsluttet 8. januar 2021. I alt har 85 finansvirksomheder besvaret undersøgelsen. De 85 virksomheder dækker 81 procent af de beskæftigede i FA’s medlemsvirksomheder.

Udgivet d. 15.1.2021