Nyhed

Finansvirksomheder aktive på Ungdommens Folkemøde

En lang række virksomheder fra finanssektoren deltager i arrangementer i FA-teltet på Ungdommens Folkemøde i september.

Valbyparken lægger græs til Ungdommens Folkemøde, der løber af stablen 5. og 6. september.

Ungdommens Folkemøde er en demokratifestival, der minder om Folkemødet på Bornholm, dog i mindre skala. Målet er, at unge kan debattere og blive klogere på forskellige emner om samfundet og samtiden.

Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) deltager i år for første gang i Ungdommens Folkemøde, hvor foreningen har et telt med forskellige arrangementer. 

Arrangementerne zoomer bl.a. ind på bæredygtige investeringer og innovation i finanssektoren, ligesom vejen til det perfekte liv bliver debatteret.

Herudover vil der være yngre finansmedarbejdere til stede i FA-teltet, så de unge kan møde medarbejdere fra sektoren og høre om deres arbejdsdag.

FA holder også workshops om kvinder i ledelse, hvor kvindelige ledere fra Nordea og Tryg giver indblik i deres karrierevej.

Det er en række af FA’s medlemsvirksomheder, som står for arrangementerne i teltet. Det drejer sig blandt andet om PFA, Danske Bank, Nordea, Tryg, Nykredit, BEC og Spar Nord.

Ungdommens Folkemøde har været en årlig begivenhed siden 2016 og er økonomisk støttet af en række samarbejdspartnere, blandt andre Tuborg Fondet, Roskilde Festival Foreningen og Spar Nord Fonden. Det forventes, at der deltager ca. 30.000 unge mennesker.

Læs mere om Ungdommens Folkemøde

Program for FA-teltet på Ungdommens Folkemøde

Torsdag den 5. september:

  • Kl. 9:00 - 15:00: Mød en finansansat og bliv klogere på, hvordan det er at arbejde i finanssektoren.
  • Kl. 9:30 - 10:30: FA workshop om kvinder i ledelse med Stine Wind, Head of Public Affairs Nordea Denmark.
  • Kl. 11:00 - 12:00: Er klimainvesteringer det nye sort?  Med Andreas Stang, Head of ESG PFA Asset.
  • Kl. 13:00 - 14:00: Ask me Anything med tidligere folketingsmedlem for Det Radikale Venstre og nuværende underdirektør i FA, Nadeem Farooq.
  • Kl. 15:00: FA-teltet lukker.

Fredag den 6. september:

  • Kl. 9:00 - 15:00 Mød en finansansat og bliv klogere på, hvordan det er at arbejde i finanssektoren.
  • Kl. 9:30 - 10:30 Innovation i Finanssektoren: Få et kig ind i MobilePays maskinrum med Simon Leth-Sørensen, seniorkonsulent Marketing & Kommunikation MobilePay.
  • Kl. 11:00 - 12:00 FA workshop om kvinder i ledelse med Mette Holst, salgschef i Tryg.
  • Kl. 13:00 - 14:00 Fuck det perfekte liv - Debat mellem Vibeke Bidstrup, sognepræst Grundtvigs Kirke København og Varan Pathmanathan, Indehaver MakeIMPACT.
  • Kl. 14:00 - 15:00 Ask me Anything med tidligere folketingspolitiker og nuværende underdirektør i FA, Nadeem Farooq.   
  • Kl. 15:00: FA-teltet lukker.                        

Udgivet d. 15.8.2019