Nyhed

Finanssektoren i foretræde for undervisningsudvalg

Repræsentanter fra en samlet finanssektor havde tirsdag foretræde for Folketingets Undervisningsudvalg. Sagen handlede om finansuddannelsen.

Hovedforløbet for studenter, der efter 2020 optages på finansuddannelsen, skal halveres til blot et enkelt år. Det besluttede et flertal i Folketinget i 2014.

Beslutningen, der var et led i den såkaldte erhvervsuddannelsesreform, har efterfølgende mødt massiv kritik fra finanssektoren. Finanseleverne kan ikke nå at tilegne sig nok kompetencer, hverken menneskelige eller faglige, når uddannelsen skæres ned til et år, har det lydt fra flere sider i sektoren.

Se også: FA kritiserer reform: Fremtidens finansassistenter bliver ikke klar til arbejdsmarkedet

I dag troppede repræsentanter fra finanssektoren så op til foretræde for Folketingets Undervisningsudvalg.

Ved mødet fremlagde Nadeem Farooq, underdirektør i Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA), dokumentation for det uhensigtsmæssige i at halvere finansuddannelsen for studenter.   

”Der er rigtig mange gode argumenter for, at uddannelsen fortsat skal være toårig. Eksempelvis kræver det betydelige finansielle kompetencer at kunne rådgive om huskøb, pension og livsforsikring. Det er ikke kompetencer, som kan læres på et enkelt år, blot fordi man har en gymnasieeksamen med i bagagen,” sagde Nadeem Farooq, der er optimistisk efter dagens foretræde: 

 ”Jeg synes, at vi fik fremlagt problemstillingen meget præcist, og det er mit indtryk, at medlemmerne af udvalget lyttede til vores pointer. Vi tager dog intet for givet, der er lang vej endnu. Derfor fortsætter vi det politiske arbejde med uformindsket styrke.”

Da partierne indgik reformen, besluttede de, at halveringen af finansuddannelsen skal træde i kraft i 2020. Imidlertid har partierne bag reformen givet hinanden håndslag på, at de i løbet af 2019 skal evaluere reformen. Hvis de bliver enige om, at reformen har fejlet, kan den justeres.

De deltog på vegne af finanssektoren. Fra venstre Mogens Olesen, udviklingschef i Ringkjøbing Landbobank, Charlotte Hougaard, formand for Forsikringsforbundet, Anne Tellerup, områdechef for Worklife Investment i Finansforbundet og Nadeem Farooq, formand for Det Faglige Udvalg for Finanssektoren og underdirektør i Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA). Foto: FA
 

Udgivet d. 5.12.2017

Nøgleord