Nyhed

Finansøkonomuddannelsen blandt landets mest populære

Uddannelsen til finansøkonom hitter. Flere end 1.800 ansøgere har i år krydset uddannelsen af som deres 1. prioritet. Målt på optag er finansøkonomuddannelsen nu blandt de 10 største uddannelser i Danmark.

Flere og flere uddannelsessøgende vælger finansøkonomuddannelsen som deres 1. prioritet, viser tal fra Den Koordinerede Tilmelding (KOT) under Uddannelses- og Forskningsministeriet.

I år er antallet af 1. prioritetsansøgninger vokset med mere end 10 procent i forhold til 2018. I alt har 1.848 i år søgt uddannelsen som deres 1. prioritet.

Udviklingen vækker glæde i Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA), der siden 2016 har kørt kampagner for at få unge til at vælge uddannelser målrettet finanssektoren.

”Det er rigtigt positivt, at så mange ønsker og drømmer om en finanskarriere. Og der er ingen tvivl om, at der er beskæftigelse til finansøkonomerne, fordi vores medlemsvirksomheder efterspørger faggruppen,” lyder det fra Mariane Dissing, adm. direktør i FA.  

Det samlede optag på finansøkonomuddannelsen er i år 1.553. Dermed er uddannelsen målt på optag nu den 10. største i Danmark. 

Antallet af 1. prioritetsansøgninger til finansbacheloruddannelsen er også steget i år. I alt har 848 unge søgt finansbacheloruddannelsen som deres 1. prioritet i år, mens det tilsvarende tal sidste år var 794.  

Udgivet d. 29.7.2019

Nøgleord