Nyhed

Corona-aftale forlænget med Forsikringsforbundet

Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) og Forsikringsforbundet er torsdag blevet enige om at forlænge den fælles corona-aftale med få ændringer.

Der er behov for at videreføre corona-aftalen på forsikrings- og pensionsområdet.

Det mener Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) og Forsikringsforbundet, der torsdag blev enige om at skubbe aftalens udløbsdato til 31. august. Oprindeligt skulle aftalen være udløbet 31. maj.

Det er dog ikke alle elementer i den oprindelige aftale, som videreføres til slutningen af august.

Muligheden for at pålægge aftenvagter kl. 18-22 uden genebetaling udgår som planlagt 31. maj. Ligesom det fra 31. maj heller ikke længere vil være muligt at kræve timebanken nedbragt ved arbejdsmangel.

Derudover er der i aftalen nu tilføjet, at virksomhederne så vidt muligt skal vise hensyn til særligt sårbare medarbejdere, og at minimumsvarslet for ændring af vagtplaner er 1 uge. Begge dele træder i kraft 1. juni.

”Det er vores klare vurdering, at der stadig er behov for den ekstra fleksibilitet som corona-aftalen giver. Det er vi glade for, at Forsikringsforbundet er enige i. Det centrale i aftalen er, at den løsner op for arbejdstidsreglerne. Det betyder i praksis, at medarbejdere og virksomheder har bedre muligheder for at lave aftale om, hvor og hvornår arbejdet skal udføres,” siger Claus Ryde, seniorkonsulent i FA.

Aftalen trådte oprindeligt i kraft 1. april. Samme dag holdt FA et webinar, hvor aftalens elementer blev gennemgået. Webinaret kan ses eller genses her.

 

 

Udgivet d. 28.5.2020