Afgørelse Medlemsservice

Ændring af ferieloven havde ikke tilbagevirkende kraft

Nye regler om risiko for sygdom opstået under ferie kunne først gøres gældende fra ferielovens ikrafttræden

En dansk lønmodtager havde anlagt sag mod sin tidligere arbejdsgiver, en privat virksomhed, med krav om er­statning for mistet ferie i juli 2009. Han var blevet ramt af en trafikulykke efter at have påbegyndt sin ferie.

Efter § 13 i ferieloven overgik risikoen for lønmodtagers sygdom i forbindelse med ferie fra arbejdsgiveren til lønmodtageren dengang ved arbejdstids begyndelse på lønmodtagerens første feriedag. Det betød, at en lønmodtager, der blev syg efter at have påbegyndt ferie, ikke havde ret til erstatningsferie.

Efter EU-Domstolens dom i Pereda-sagen fra september 2009, blev ferielovens § 13 ændret i 2012, så en lønmodtager som udgangspunkt også har ret til erstatningsferie, hvis han bliver syg under sin ferie.

Højesteret ændrede dommen fra Østre Landsret

Spørgsmålet i sagen ved Højesteret var alene, om § 13 i den dagæld­ende ferielov kunne fortolkes i overensstemmelse artikel 7 i arbejdstidsdirektivet som fortolket af EU-Domstolen i Pereda-sagen.

Lønmodtageren fik medhold i Østre Landsret, der fandt, at formuleringen af den dagældende ferielovs § 13 ikke udelukkede en EU-konform fortolkning i overensstemmelse med arbejdstidsdirektivets artikel 7.

Grænse for EU-konform fortolkning

Højesteret nåede det modsatte resultat og frifandt den private virksomhed. Begrundelsen er, at det EU-retlige princip om overensstemmende fortolkning er underlagt begrænsninger. De nationale domstoles pligt til direktivkonform fortolkning kan således ikke tjene som grundlag for en fortolkning "contra legem", og pligten er begrænset af generelle retsprincipper, herunder bl.a. retssikkerhedsprincippet og forbuddet mod tilbagevirkende kraft.

Højesteret konstaterer, at retstilstanden efter den dagældende ferielov var klar, og at det ikke ved brug af dansk rets anerkendte fortolkningsprincipper er muligt at nå til det resultat, at den dagældende ferielov lagde risikoen for sygdom opstået under ferie på arbejdsgiveren. Højesteret lægger i afgørelsen mindre vægt på ordlyden og mere vægt på bestemmelsens klare forarbejder og praksis.

Højesteret giver udtryk for, at det ville være et brud på retssikkerheden og den forudsigelighed i rettens anvendelse, som må kræves, i medfør af den dagældende ferielov at pålægge en privat arbejdsgiver en pligt til at give ansatte, der bliver syge under ferie, erstatningsferie med henvisning til EU-Domstolens fortolkning af arbejdstidsdirektivet.

Udgivet d. 2.4.2014