Afgørelse Medlemsservice

55 årig ansøger blev ikke aldersdiskrimineret

Højesteret frifandt en kommune for aldersdiskrimination. Selvom sagsøger havde påvist en formodning for aldersdiskrimination kunne arbejdsgiveren bevise, at ansøgeren ikke var blevet diskrimineret

Det er forbudt at forskelsbehandle på grund af alder. Det var imidlertid ikke alder - men personlige kvalifikationer arbejdsgiveren havde lagt vægt på ved ansættelsen af en medarbejder. Det vurderede Højesteret i denne sag.

Sagen

En 55-årig kvinde søgte en stilling i borgerservice i en kommune. I stillingsopslaget søgte kommunen en medarbejder med en relevant uddannelse. Hertil skulle medarbejderen være serviceorienteret, have humoristisk sans, kunne bevare overblikket i en travl hverdag, kunne arbejde selvstændigt og turde tage ansvar, være fleksibel og i stand til at indgå i et kollegialt fællesskab.

Den 55 årige fik afslag, og i begrundelsen oplyste kommunen,

  • at de andre 50 ansøgere havde været mindst lige så fagligt dygtige,
  • at lederen havde lagt særlig vægt på de personlige kompetencer, og
  • at den 55-årige havde en anden personlig profil end den, kommunen havde valgt at lægge i stillingen.

Herudover oplyste lederen, at det også var nødvendigt at tage hensyn til et forestående generationsskifte.

Den 55 åriges fagforening (HK) mente, at kommunens afslag til den 55-årige skyldtes hendes alder og rejste derfor sag med krav om godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven.

Byretten og Østre Landsret frifandt kommunen med begrundelsen, at selvom der var skabt en formodning om, at afslaget skyldtes aldersdiskrimination, havde kommunen bevist, at der ikke var blevet lagt vægt på ansøgerens alder. Landsretten begrundede sin afgørelse med,

  • at kommunen ved udvælgelsen af ansøgere til ansættelsessamtale havde havde lagt vægt på personlige kvalifikationer
  • at de indkaldte ansøgere alle havde mindst lige så gode faglige kvalifikationer som den 55-årige.

Højesteret stadfæstede med dommerstemmerne 5-0 landsrettens dom. Kommunen blev frifundet, da den ikke havde krænket ligebehandlingsprincippet.

Dommen er refereret i UfR 2012.890H.

Dommen viser, at der stilles store krav, når arbejdsgiver skal bevise, at der ikke er sket forskelsbehandling. Arbejdsgiver var i denne sag i stand til at løfte denne tunge bevisbyrde og blev derfor frifundet.

Udgivet d. 2.5.2012